Vores tilgang og menneskesyn

[custom_menu_wizard menu=”Om Os menu” title=”Om os”]
Fri os for normalitet

Det er nytteløst at stræbe mod en normalisering i arbejdet med autistiske mennesker. I stedet skal man hellere acceptere, at autistiske børn, unge og voksne er anderledes, og så tage afsæt i de ressourcer, som de besidder. AutismePotentiale arbejder ressourceorienteret frem for problem- og fejlfindingsorienteret. Det vil kort fortalt sige, at de autistiske mennesker ikke bliver vejer på en normalitetsvægt, men i stedet givet mulighed for, og støtte til, at udvikle sig, deltage og bidrage på egne præmisser og med værdsættelse af de ressourcer, de har.

AutismePotentiale finder, italesætter og udvikler de særlige egenskaber, som autistiske børn er født med og har udviklet – dette til gavn for såvel det autistiske menneske fordi de støttes i at erkende og udvikle egne kompetencer og ressourcer. Men også til gavn for samfundet, fordi indsatsen effektiveres ved, at man ikke længere spilder tid og ressourcer på en ’normalisering’, men i stedet ændre omgivelsernes syn på og måde at møde det autistiske på.

Sprog skaber virkelighed

Vores erfaring viser i tråd med megen forskning (se fx studier af Rosenthal-effekten), at børn, unge og voksnes udviklingsmuligheder bremses og ødelægges når vore forventninger til deres potentialer nedjusteres, fordi de betragtes som udviklingsforstyrrede eller socialt handicappede. I Danmark er der en psykopatologiserende diskurs omkring autistiske mennesker: I vores samfund accepteres det ofte ikke, at mennesker har evner og værdi, selv om de ikke formår at være som flertallet. Det er denne diskurs, som typisk er den væsentligste barriere for de autistiske menneskers trivsel, idet denne diskurs gør det umuligt at udvikle en konstruktiv selv- og omverdensforståelse, og dermed medfører ineffektive sociale indsatser.

Narrativ praksis

AutismePotentiale udøver det kan kalder for narrativ praksis. Det betyder, at vi tilbyder et alternativ til diagnoser og fortolkninger af adfærd, og har den fundamentalt ’positive’ og konstruktive tilgang til tilværelsen, at der altid er en livskraft til stede, hvor der er liv. I den narrative praksis sættes spørgsmålstegn ved alle ’selvfølgelighedernes diskurser’ og vi arbejder sammen med det autistiske menneske om, at udfolde ’selvfølgelighedernes diskurser’ og undersøger alternative fortællinger om hvem de er, hvad autisme er, og hvilke udviklingspotentiale de besidder. Udgangspunktet er, at problemer ikke eksisterer i mennesket selv, men at problemer konstrueres uden for mennesket som et produkt af det tilgængelige sprog/de dominerende diskurser. Hermed kommer den autistiske stemme i centrum og der arbejdes målrettet med at redefinere sig selv om et ligeværdig menneske og modvirke afmagt. Det er også det der kaldes for ’empowerment